Siden midten af oktober har der hver anden fredag i tidsrummet kl. 8.30-13 været mulighed for at blive vaccineret mod corona-virus i Sundhedscentret på Hvidovrevej 272. Det er Region Hovedstaden, der låner lokaler af Hvidovre Kommune for at kunne tilbyde borgere i Hvidovre at få 1., 2. eller 3. stik lokalt, og fredag den 29. oktober var corona-vaccinationen i Hvidovre et regulært tilløbsstykke.
- I alt 225 borgere nåede at blive vaccineret i Sundhedscentret sidste fredag, og Region Hovedstaden måtte tilkalde en ekstra vaccinatør for at kunne følge med, fortæller chef for Center for Sundhed og Ældre i Hvidovre Kommune Nicolai Kjems.
Desværre betød presset på det lokale vaccinationssted på Hvidovrevej i fredags, at mange borgere kom til at vente i kø meget længe, og at Region Hovedstaden måtte lukke køen inden kl. 13. Derfor var der en del borgere, som måtte gå forgæves.
- Det er både vi og regionen naturligvis kede af, og derfor er vi fra Hvidovre Kommunes side nu også gået i dialog med Region Hovedstaden om mulighed for tidsbestilling og evt. udvidelse af antallet af vaccinationsdage i Sundhedscentret, siger kommunens sundheds- og ældrechef.
Han understreger dog samtidig, at det er glædeligt, at så mange i Hvidovre ønsker at lade sig vaccinere, og at han håber, at dem, der gik forgæves sidste fredag enten vil møde op på et andet tidspunkt eller benytte sig af et af Region Hovedstadens faste vaccinationscentre.
- Og så skal der igen lyde en opfordring til alle om at hjælpe evt. gangbesværede og ældre pårørende, så de også har mulighed for at komme til et af de større vaccinationscentre i Region Hovedstaden, fx i Valby, slutter Nicolai Kjems.