Vil du sprede julestemning i bymidten?

November |

Vil du være med til at sprede julestemning i byen? Så er du hjerteligt velkommen til at komme og pynte juletræer i Hvidovre Bymidte. Her vil der den 28. november blive opstillet cirka 40 juletræer foran butikkerne på Hvidovrevej 270-348.

Træerne er opsat af Erhvervssamarbejdet Hvidovre Bymidte, som er et samarbejde mellem de lokale butikker og Hvidovre Kommune. Ideen er at skabe mere liv i bymidten, og håbet er, at borgerne vil være med til at gøre bymidten jule-hyggelig.

Derfor inviteres alle til at komme forbi med et styk julepynt eller to til træerne – meget gerne hjemmelavet. Det er dog vigtigt, at julepynten bliver lavet af materialer, der kan tåle at stå ude hele december, og derudover skal det kunne sættes godt fast på træerne, så de ikke falder af i blæsevejr.

Det er kun fantasien der sætter grænser for, hvad julepynten kan være lavet af, men for at der er plads til alles julepynt, skal det helst ikke være større end ca. 10x10 cm.

Alle er velkomne til at komme med pynt til juletræerne, og man kan frit vælge, hvilket træ man vil hænge det på.

Lokale institutioner er også inviteret til at komme med julepynt, og det er lokale spejdere, der opsætter de mange juletræer på strækningen.

Tiltaget er endnu et i rækken af aktiviteter, der skal skabe en endnu mere levende bymidte. Senest blev der afholdt et velbesøgt Halloween-arrangement med optog og bogstavsjagt, hvor lokale daginstitutioner havde udskåret flotte græskar, der pyntede foran butikkerne.

Har du spørgsmål til pyntningen af juletræerne, kan du kontakte erhvervskonsulent Louise Bang-Berthelsen på zlb@hvidovre.dk.