Hvidovre Kommune har fået nye hjemmeside

November |

Hver dag går 1450 besøgende igennem den digitale hoveddør til Hvidovre Kommune. Den 18.november gik vi ’live’ med en helt ny og tidssvarende hvidovre.dk. Du finder de samme informationer og gode muligheder for online selvbetjening, pakket ind i et nyt system med forbedrede funktioner og design.


”Som kommune vil vi gerne i dialog med borgerne, der hvor de er. Mange af vores borgere er digitale og går på nettet på deres telefon. Derfor har vi valgt en hjemmesideløsning, der er mobilvenlig, så det er let at tilgå den nye hvidovre.dk fra mobiltelefonen, når man som borger fx skal skrive sit barn op til skole eller sende et høringssvar”, siger kommunaldirektør Nich Bendtsen.

Et af de områder vi har haft fokus på i valget af et nyt hjemmesidesystem, er navigation og søgefunktioner. Vi ønsker at gøre det nemt for dig, at finde det du leder efter. Derfor har søgefeltet fået en central plads på forsiden, og du kan altid få adgang til søgning øverst i højre hjørne.

Nyt på hvidovre.dk er, at det bliver lettere for dig at finde de mange kultur- og fritidstilbud og de muligheder, der er for at søge hjælp og tilskud til foreninger og kulturelle arrangementer. Derfor er ”Kultur og fritid” blevet et menupunkt på forsiden af det nye hvidovre.dk, som en understregning af, at det aktive kultur- og fritidsliv er en vigtig del af Hvidovres DNA.


Der er desuden gjort et stort arbejde for at gøre den nye hjemmeside tilgængelig for alle, så også borgere med handicap og funktionsnedsættelser kan benytte den. Hjemmesiden lever op til de standarder, der er fastsat.

Hvidovre.dk er nu online opdateret og forandret, og vi kommer til løbende at arbejde på at udvikle og forbedre hjemmesiden med de nye muligheder, der bliver udviklet, sådan at kommunens kommunikation med borgere og virksomheder hele tiden tilpasses borgernes behov. Har du input til den nye hjemmeside, er du velkommen til at bruge ’giv feedback’-muligheden. Det gælder selvfølgelig også, hvis du finder sider eller funktionaliteter på den nye hjemmeside, der ikke virker.

I løbet af de kommende måneder vil alle kommunens øvrige hjemmesider blive opdateret til den nye webløsning.