Efter pres fra blandt andet Hvidovre Kommune blev der sidste år sat gang i et pilotforsøg, hvor bilisterne skulle nedsætte hastigheden på den inderste del af Holbækmotorvejen mellem Folehaven og Motorring 3. Forsøget skulle vise, om en sænkning af farten ville reducere støjen fra motorvejen - og det har det vist sig at gøre.
Derfor var transportminister Benny Engelbrecht onsdag på besøg i Hvidovre med nyheden om, at fartnedsættelsen på strækningen fastholdes.
- Støj er et stort problem for naboerne til de store veje. Derfor har et bredt flertal i Folketinget også afsat tre milliarder til en støjpulje til blandt andet opsætning af et stort antal støjskærme. Men der skal arbejdes på mange fronter, og fart er et af værktøjerne. Hastighedsforsøget viser, at vi kan dæmpe støjen en smule, og det skal vi tage med, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Forsøget viser, at den lavere hastighed reducerer støjen for naboerne, selvom reduktionen mange steder er beskeden. De fleste støjreduktioner ligger i spændet 0-1 dB, mens enkelte naboejendomme opnår reduktioner på knap 2 dB.
Nyheden om fortsættelsen af hastighedsnedsættelsen vækker glæde i Hvidovre Kommune. Hvidovre har sammen med flere andre Vestegnskommuner længe kæmpet for at få reduceret støjen fra motorvejene, og her er hastighed et af redskaberne.
- Jeg er meget glad for at høre, at den nedsatte hastighedsgrænse fortsættes, for det giver rigtig god mening. Det kan dog ikke stå alene, så vi vil fortsat have fokus på at bekæmpe støjen fra motorvejen, for den er stort problem for mange borgere i Hvidovre. Vi undersøger blandt andet, om støjskærme eller forsøg med overdækning af motorvejen kan være gangbare løsninger, siger borgmester Helle Adelborg og peger på, at også mange Hvidovre-borgere ved Amagermotorvejen er udfordret med støjgener.
Vejdirektoratet har lavet målinger før, under og efter forsøgsperioden på Holbækmotorvejen, og de har målt på både støj, mængden af trafik samt hastighed. Resultaterne af sidstnævnte viser, at selvom den faktisk kørte hastighed er gået ned, er den stadig over hastighedsgrænserne. På delstrækningen, hvor der er nedskiltet til 60 km/t, er gennemsnitshastigheden for eksempel kun faldet fra 89 til 76 km/t, og støjmålingen viser en støjreduktion på 0,5-0,7 dB.
- Forsøget viser, at der er brug for at håndhæve hastighedsgrænserne, og derfor er jeg også glad for, at der i infrastrukturaftalen er beslutte at lave forsøg med støjstærekasser. For den fulde effekt får vi først, når hastigheden kommer ned på det tilladte, siger transportminister Benny Engelbrecht, som dog ikke kan love, at der bliver opsat støjstærekasser på strækningen i Hvidovre.