Den aktuelle Corona-situation får nu Hvidovre Kommune til at træffe nogle forholdsregler, der skal sikre, at alle borgere kan føle sig trygge ved at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget.
Den kommende uge bliver muligheden for at brevstemme udvidet væsentligt. Det betyder, at Borgerservice på Hvidovre Rådhus åbner tidligere og desuden holder længere åbent, enkelte dage til kl. 18 og 19, for borgere, der ønsker at brevstemme.
- Vi udvider muligheden for at komme og brevstemme, så man allerede i dag kan bestille tid i de udvidede tidsrum, siger kommunaldirektør Nich Bendtsen og tilføjer, at udover muligheden for at brevstemme, så kan man også, hvis man har mulighed for det, vælge at komme og stemme på selve valgdagen i et tidsrum, f.eks. imellem 10 og 15, hvor der traditionelt er færre vælgere på valgstedet.
På selve valgdagen den 16. november bliver de gode Corona-retningslinjer opfrisket, så både borgere og valgtilforordnede kan føle sig trygge ved at være på valgstederne i løbet af dagen. Valgstederne vil fx blive forsynet med afstandsmærkater på gulvene, så det bliver muligt at holde afstand. Og der vil være håndsprit, så man kan spritte af både før og efter afstemning. Der vil derudover være øget rengøring, afspritning af stemmebokse, udluftning m.v. Borgere, der ønsker det, har mulighed for at have deres egen blyant eller kuglepen med og benytte den, når de skal sætte deres kryds.
De udvidede åbningstider for at brevstemme i borgerservice er:
Fredag den 5. november kl. 8.00-17.00
Lørdag den 6. november kl. 10.00-15.00
Mandag den 8. november kl. 10.00-14.30
Tirsdag den 9. november kl. 8.00-18.00
Onsdag den 10. november kl. 10.00-14.30
Torsdag den 11. november kl. 8.00-19.00
Fredag den 12. november kl. 8.00-16.00
Man kan bestille tid til at brevstemme via kommunens hjemmeside, eller blot møde op i Borgerservice.