I denne uge går arbejdet med at støbe den anden af fem skulpturer, der skal ligne vandreblokke ført hertil at gletsjere i istiden, i gang i Hvidovre. Værket ”Flyttet istid” af kunstneren Camilla Berner er dette års kunstværk skabt til Vestegnens Kulturuge.
Hvidovres ’vandreblok’ er den anden af i alt fem skulpturer, der skal opføres og stå færdigt til kulturugen 10.-19. september. Skulpturen bliver opført i armeret beton af Aquila Design, der bl.a. har lavet
isbjørneanlægget i Aalborg Zoo.
”Det er femte gang, at vi som optakt til Vestegnens Kulturuge får et kunstværk, der fletter både kulturuge og kommuner sammen. Jeg er spændt på, hvordan dette års værker kommer til at se ud”, siger borgmester Helle Adelborg, der er formand for kultursamarbejdet VKIR (Vestegnens Kulturinvesteringsråd) og fortsætter: ”Jeg håber borgerne bliver glade for de ’vandreblokke’, som bliver lavet i de fem kommuner i år – og vil da opfordre til at tage på udflugter og se dem alle fem, når de står klar".
Skulpturen i Hvidovre kommer til at stå på den lille plæne mellem Gl. Køge Landevej, Strandmarksvej og indkørslen til Plejecenter Strandmarkshave. Nogen vil kunne huske, at der stod et mirabelletræ på plænen, og det måtte desværre fældes, da stammen var ødelagt af svamp. Pladsen blev efterfølgende udvalgt til Hvidovres ”Flyttet istid”-kunstværk.
Det første af de i alt fem kunstværker er allerede blevet opført i Høje-Taastrup Kommune, hvor det kan ses i Kulturparken i Hedehusene. Der skal frem til september opføres skulpturer i Albertslund, Ishøj og Vallensbæk.
Kunstneren Camilla Berner, der i 2020 modtog Eckersberg medaljen som anerkendelse for sit virke er valgt til at opføre kunstværket, fordi hun med sine skulpturer giver et blik på landskabet på Vestegnen, hvor hun viser sammenhænge fra istiden til nutiden. Hendes kunst og skulpturer tager ofte udgangspunkt i menneskets forhold til naturen, og senere på året er hun en del af udstillingen ”Flowers in art” på kunstmuseet Arken.
Placeringen af de fem skulpturer vil variere og skal synliggøre forskellige fortællinger om landskabet, byen og naturen. Det overordnede tema for dette års kulturuge på Vestegnen er ”Naturens steder- stedernes natur”.
Det samlede kunstværk med alle fem skulpturer, står færdigt til Vestegnens Kulturuge, som starter den 10. september i år.