Med Folketingets aftale om mere genåbning af samfundet den 21. april kan 5.-8. klasserne komme mere i skole, og forenings- og erhvervslivet kan få endnu mere gang i aktiviteterne. Men der er stadig en risiko for, at der lokalt kan blive lukket ned for samfundsaktiviteten igen.
Som en del af Folketingets plan for genåbning af samfundet er der indført en model for automatiske lokale nedlukninger, som betyder, at en kommune eller et sogn automatisk bliver lukket af Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis smittetallet bliver for højt. Formålet med denne model er, at man hurtigt og effektivt kan bremse smitten.
Teknisk set indebærer nedlukningsmodellen, at en kommune automatisk bliver lukket ned, hvis det incidenstallet (antal smittede pr. 100.000 borgere) korrigeret for antal testede borgere kommer over 200. For et sogn gælder det, at det bliver lukket ned, hvis incidenstallet er på mindst 400, og der samtidig er mindst 20 smittetilfælde på syv dage og en positivprocent på 2.
- Kommunen får hver dag besked om incidenstal og antal nye smittede, og desværre er smittetallet på vej op her i Hvidovre – særligt i Avedøre Sogn og Strandmark Sogn, siger borgmester Helle Adelborg. – Hvidovres borgere er i forvejen gode til at lade sig teste ofte og til at tage ansvar ved at holde fast i de gode corona-vaner, og det skal vi blive ved med. Det er den eneste måde, vi hvis vi skal undgå nedlukninger af sogne eller hele kommunen.
En nedlukning skal ske hverdagen efter, at kommunen har fået påbud om at lukke ned fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og borgmesteren opfordrer til, at borgerne følger med på kommunens hjemmeside og facebookside - og Aula, hvis man har børn i skole.
Daginstitutionerne vil ikke blive omfattet af en nedlukning, men hvis det sker, vil forældrene blive opfordret til at holde deres små børn hjemme, hvis det er muligt.
Den nye model for lokale nedlukninger betyder også, at kommunen selv kan beslutte at lukke ned, hvis incidenstallet er mellem 100 og 200, og der er en særlig smitterisiko.
Sundhedsmyndighederne sørger for, at der er den nødvendige testkapacitet under en nedlukning, og de vil også stå for intensive indsatser til at sikre test, opsporing og isolation.