Michael Karlsen bliver ny centerchef for Børn og Familier i Hvidovre Kommune. Han kommer fra en stilling som kontorchef i Center for børn, unge og familier i Socialstyrelsen, hvor han har været ansat siden 2013, og også i årrække før det har arbejdet med børn, unge og familier optaget ham.
- Det er med stor glæde, at jeg kan byde Michael velkommen som chef for Center for Børn og Familier. Med ham får vi en centerchef, der har stor erfaring med børne- og familieområdet. Jeg er ikke i tvivl om, at det fremadrettet vil få stor betydning for Hvidovre Kommune og være med til at sikre, at vi fortsat kan udvikle vores børneområde og dermed være et attraktivt sted at bo og leve for både børn og deres familier, siger direktør Susan Bjerregaard.
Den nye centerchef for Børn og Familier er oprindeligt uddannet antropolog med sidefag i statskundskab. Før han blev ansat i Socialstyrelsen, har Michael Karlsen bl.a. arbejdet i hotspot-projektet i Københavns Kommune og i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration også med børn og unge som omdrejningspunkt. Han læser en Master i offentlig ledelse på CBS, som han er cirka halvvejs i.
Den kommende centerchef har et godt forhåndskendskab til det center, han nu skal stå i spidsen for:
- Jeg har samarbejdet relativt tæt med Hvidovre Kommune over de sidste par år, og kender kommunen som en veldrevet kommune med højt til loftet. Jeg glæder mig til at fortsætte det gode arbejde, som medarbejdere og ledere har været bannerførere for i Hvidovre de senere år – bl.a. i forhold til at sætte tidligt og forebyggende ind og lave helhedsorienterede løsninger for de børn, unge og familier, det hele drejer sig om, siger Michael Karlsen. Han ser med jobskiftet fra Odense til Hvidovre frem til at kunne tage cyklen på arbejde.
Michael Karlsen er 39 år og bor på Østerbro med sin hustru og deres to drenge 3 og 8 år. Fritiden bruger han helst sammen med familie og venner eller på at løbe en tur.