Den 6. februar åbner Fars Legestue på Avedøre Bibliotek og Kulturhus. Her kan man komme, hvis man fx er far på barsel, eller hvis man holder en fridag med sit barn. Hver torsdag kl. 11-14 slår Fars Legestue dørene op, og der er mulighed for at komme og møde andre fædre med børn på op til 5 år. Der vil være aktiviteter og kaffe på kanden, og kl. 13-14 kigger sundhedsplejersken forbi og stiller op til snak og spørgsmål, hvis der er brug for det. I Fars Legestue dukker man bare op, som det passer ind, og der er ingen tilmelding.
Legestuen bliver åbnet i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed, der er initiativtager til projekt Far for Livet, og legestuen i Hvidovre er den tolvte Fars Legestue i Danmark.
- Vi er utrolig glade for, at Hvidovre Kommune vil være med til at skabe gode rammer for fædre og børn, siger sekretariatschef i Forum for Mænds Sundhed, Mie Møller Nielsen. - Vores arbejde med fædre viser, at mange fædre ønsker at være mere aktive sammen med deres børn, men de ved ikke altid, hvor de skal finde disse aktiviteter. Derfor er Fars Legestue et rigtig godt koncept.
Hvidovre Kommune har valgt at bakke op om Fars Legestue, fordi idéen ligger godt i forlængelse af tankerne bag forældrekurset Familieliv Hvidovre, som langt de fleste førstegangsfamilier i Hvidovre deltager i.
- Her har vi fokus på, at begge forældre spiller en vigtig rolle i barnets første år, siger ledende sundhedsplejerske Ellen Bonde-Pedersen. - Vi ser også, at fædrene har stor glæde af at mødes med hinanden og med børnene, så vi er glade for, at ALLE fædre med småbørn nu får en mulighed for at mødes – uanset om man kommer med barn nummer ét, to eller tre – eller flere på én gang.
Fra kommunens sundhedspleje håber man, at Fars Legestue med tiden vil vokse, så mange fædre og børn vil få gavn af den.
Fars Legestue er støttet af Nordeafonden.