Ældreliv Hvidovre: kom og få kendskab til kommunens mange muligheder i seniortilværelsen

Januar |

På Ældreliv Hvidovre kan man få gode råd og kyndig vejledning om emner som bl.a. økonomi og folkepension, sikkerhed i hjemmet, forskellige forenings- og aktivitetstilbud og mange andre ting.

Der vil være masser af ny viden at hente, som kan gøre hverdagen nemmere.
Hvidovres borgmester Helle Adelborg håber, at mange af Hvidovres seniorer vil overveje at melde sig til kurserne.

”Ældreliv er et rigtigt godt tilbud, som mange af vores borgere har benyttet sig af, siden vi startede det op i 2015. Vi har mange inspirerende oplægsholdere med på Ældreliv. Fx har vi en oplægsholder, som kommer og fortæller om reglerne omkring folkepension, som jo ændres løbende – derfor kan det være nyttigt at komme og blive klogere på folkepension og økonomien i ens nye seniortilværelse, ligesom man kan få ny viden om mange andre væsentlige emner,” siger borgmester Helle Adelborg.

Et andet tema som Ældreliv Hvidovre tager fat på, er muligheden for at benytte sig af nogle af mange foreningstilbud, der er i Hvidovre. For når pensionisttilværelsen rammer, og man ikke længere skal op hver morgen for at gå på arbejde, så er der pludselig masser af tid til overs. Nogle vælger at bruge tiden på familien, nogle genoptager en gammel hobby og andre begynder at bruge nogle af de mange foreningstilbud. Der er også nogle seniorer, der finder tid til at engagere sig i lokalsamfundet på forskellig vis. Eksempelvis ved at hjælpe til i en genbrugsbutik eller hjælpe til hos Det Frivillige Ældrearbejde eller i Ældre Sagen.

Mulighederne er mange, og kommunens pensionister får under Ældreliv også en indsigt i bredden af de forskellige forenings- og aktivitetstilbud, der er i Hvidovre.

Der afholdes tre Ældreliv-kurser á fire mødegange i foråret på forskellige lokaliteter i Hvidovre.

Kursusdatoer:

Hold 1:          4 tirsdage kl. 10.00 – 14.00

start tirsdag d. 18. februar

sidste gang er d. 10. marts.

                     

Hold 2:          1 onsdag og 3 torsdage kl. 10.00 – 14.00

start onsdag d. 11. marts.

sidste gang er torsdag d. 2. april.

 

Hold 3:          4 onsdage kl. 13.00 – 17.00

start onsdag d. 22. april

sidste gang er d. 20. maj.

 

Er du borger i Hvidovre og ønsker du at deltage i “Ældreliv Hvidovre”, tilmelder du dig enten på:

www.sundhedscentret.nemtilmeld.dk eller på tlf.nr. 3639 3737 til Sundhedscentret:

 

Det er gratis at deltage.

Du skal selv kunne transportere dig til kurset. Pårørende er velkomne, og skal også tilmeldes.

Kursusgangene kan ikke tages enkeltvis. Tilmeldingen gælder derfor hele kursusrækken.