Lis Apitz bliver ny skoleleder på Risbjergsskolen. Lis er et kendt ansigt på skolen, hvor hun har arbejdet som lærer siden 1984 og været konstitueret leder siden 2018. Lis Apitz er oprindeligt uddannet lærer og har undervist først på Gungehus- og så på Risbjergskolen. Hun har siden 2005 været en del af Risbjergskolens ledelse, og har en diplomuddannelse i ledelse.
- Med ansættelsen af Lis får Risbjergskolen en dygtig og erfaren leder. Lis har et indgående kendskab til skolens kultur, vision og værdier. Jeg ser frem til, at hun i samarbejde med elever, forældre og medarbejdere vil videreføre skolens positive udvikling, siger Centerchef for Skole og Uddannelse René Rasmussen Sjøholm, der glæder sig til at fortsætte samarbejdet med Risbjergskolens nye leder.
Den nye skoleleder glæder sig til for alvor at kunne komme i gang med den stilling, hun har været konstitueret i for en længere periode:
- Jeg glæder mig til, at vi efter en længere periode med konstituering, nu kan få sammensat en fuldtallig skoleledelse, der i samarbejde med skolens dygtige og engagerede personale fortsat kan understøtte, at Risbjergskolen er en skole, hvor eleverne trives og lærer på et højt niveau, siger den nye skoleleder.
Lis Apitz er 62 år og bor i Hvidovre med sin mand. Hun har tre voksne døtre.
Risbjergskolen er en 3-sporet skole, der har ca. 790 elever. Skolen har desuden Danmarks første Newton Room, hvor der bl.a. laves undervisningsforløb i programmering, matematik og teknologi.