Nu kan du igen søge penge til dine grønne idéer

August |

I foråret modtog en række borgere, foreninger og institutioner i Hvidovre penge fra Hvidovre Kommunes Grøn By-pulje, så deres grønne og klimavenlige initiativer kunne blive realiseret. Det drejer sig om syv tiltag eller projekter, som spænder vidt: Fra klimavenlige måltider i daginstitutionen Tinsoldaten, over arbejde med bier og kompost, til klimavenlige villaveje, formidling af vandets kredsløb på Langhøjskolen og biodiversitet i Avedørelejren. 
Nu er det igen muligt at søge om penge til sin grønne idé, og ansøgningsfristen er den 24. august. Grøn By-puljen er åben for institutioner, skoler, boligforeninger, grundejerforeninger og borgergrupper, der ønsker at søsætte initiativer, der gavner klima og miljø.
Information om puljen og ansøgningsskema findes på www.hvidovre.dk\groenby. 
Kommunalbestyrelsen har afsat i alt 1 mio. kr. i 2020 til Grøn By-puljen, og 473.778 kr. blev uddelt i første runde i foråret, og borgmester Helle Adelborg håber på, at der også i denne omgang bliver meldt gode grønne projekter ind, som kan få støtte:
- Jeg ved, at mange hvidovre-borgere går op i klima, natur og miljø, og der mangler hverken engagement eller idé-rigdom rundt omkring, siger hun. – Det var nogle spændende og gode projekter, der blev meldt ind til Grøn By-puljen i det tidlige forår, og nu glæder jeg mig til at se, hvilke nye initiativer, borgere, institutioner og foreninger nu vil byde ind med. Det kan både være store og små initiativer - lige netop når det gælder klima og miljø, kan vi jo alle sammen bidrage med et eller andet, der gavner kloden og de kommende generationer.   
Det er Teknik- og Miljøudvalget, der beslutter, hvilke projekter og idéer, der skal have tilskud. Det kan være projekter, der handler om cirkulær økonomi - fx affaldsindsamling, øget biodiversitet,  såning af biblomster eller bekæmpelse af invasive arter, bæredygtig transport eller FN’s 17 verdensmål.