Cykelbørn er glade børn

August |

Cykling i hverdagen hjælper dit barn, lyder det fra Cyklistforbundet, der med kampagnen Alle Børn Cykler vil hjælpe børn til at cykle mere både i og uden for skoletiden.

Hvidovre Kommune er blandt de i alt 36 samarbejdskommuner, der har valgt at gøre en særlig indsats for at støtte, at så mange klasser fra kommunens skoler som muligt cykler med. Borgmester Helle Adelborg siger:

- Alle Børn Cykler er en af den slags kampagner, som vi kan se, betyder noget i Hvidovre. Mange børn og klasser engagerer sig inderligt i de to uger, og for nogle familier giver det anledning til at tage transportvanerne op til overvejelse; kunne vi cykle noget mere i hverdagen? Kampagnen er også en god mulighed for klasserne til at tale om emner som sundhed og klima. Jeg håber, at mange vil bakke op om kampagnen igen i år. Coronaen har gjort mange ting besværlige, men man kan stadig tage cyklen.

Pt. er over 600 elever fra fem skoler i Hvidovre tilmeldt, men man kan melde sig til helt frem til kampagnens start den 7. september.

Årets hovedpræmie er mountainbikes i topkvalitet fra HF Christiansen af mærket Principia eller Centurion til alle elever i vinderklassen OG deres lærer. Derudover kan eleverne og deres familie deltage i en særlig familiekonkurrence, hvor man kan vinde en cykelferie på Samsø.

 

Pedalkræfter i fremtidens cykelby

Det forventes, at over 100.000 skolebørn på landsplan vil deltage i kampagnen, som Cyklistforbundet kører i samarbejde med Novo Nordisk og Jyske Bank.

Med kampagnen får lærerne adgang til en vifte af nye undervisningsmaterialer, der gør det nemt at arbejde seriøst i klassen med cyklen i centrum. Eleverne kan fx lave voxpop om cykelhjelm, prøve kræfter med cykelinnovation og give deres bud på, hvordan en cykelvenlig skole eller fremtidens cykelby skal se ud. Alle materialer kan findes digitalt på alleborncykler.dk.

Kampagnen afsluttes med en lodtræning, hvor klasserne kan vinde alt fra cykler og cykellygter til klassefester og karameller. Derudover udnævnes Årets Børnecyklist.

Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, siger:

- Cyklen er et sjovt og enkelt redskab til at flette motion, frisk luft og gode oplevelser ind i børns hverdag. Børn cykler, når voksne giver dem muligheden, så selvfølgelig skal vi hjælpe børn til at opnå de mange sundhedsfordele, som ligger i hverdagscykling, siger Klaus Bondam.

Målinger og vurderinger foretaget af COWI gennem flere år slår fast, at kampagnen gør en forskel: Flere elever cykler i kampagneperioden, mange cykler mere end normalt, og flere holder også efterfølgende fast i cyklen.

 

FAKTA: Cyklistforbundets børnemotionskampagne "Alle Børn Cykler"

  • Kampagnen kører den 7.-20. september på skoler over hele landet
  • Eleverne dyster på klassebasis om at cykle flest dage til skole og i fritiden, mens lærerne får adgang til undervisningsmaterialer, som kan inddrages i en række forskellige fag
  • Kampagnen indeholder guides til forældre, der vil hjælpe deres børn til at blive sikre børnecyklister
  • Kampagnen henvender sig til elever i 0.-10. klasse
  • Det forventes, at ca. 100.000 elever på landsplan deltager i årets kampagne
  • Kampagnen afsluttes med at finde en række vinderklasser samt udnævne Årets Børnecyklist
  • I ABC Familiekonkurrencen kan børnefamilier vinde en cykelferie på Samsø

 

Se mere på kampagnens hjemmeside abc-abc.dk