Transportminister Benny Engelbrecht har i et brev til borgmester Helle Adelborg givet endeligt tilsagn om, at et pilotforsøg med sænkning af hastigheden på den inderste del af Holbækmotorvejen går i gang til efteråret. Konkret drejer forsøget sig om strækningen fra krydset ved Sønderkær til motorvejskrydset ved Brøndby ca. 3 km derfra. Her vil hastigheden på trafikken ud af København blive reguleret på samme måde, som trafikken ind mod byen, sådan at farten vil ligge på 60 km/t ved Folehaven, hvorefter den gradvis vil stige til 90 km/t frem til Brøndby.
De tre borgmestre var i starten af februar til møde med transportministeren for at drøfte muligheden for at sætte hastigheden ned på den del af Holbækmotorvejen, der går igennem tæt befolkede områder i deres kommuner.
Vejdirektoratets forsøg er planlagt sådan, at der fra midten af august til midten af september vil blive foretaget før-målinger af trafikstøjen på den udvalgte motorvejsstrækning. I løbet af efteråret vil de nye hastighedsskilte så blive sat op, og der vil blive gennemført flere målinger af støjniveauet.
Vejdirektoratet forventer at have en evaluering af projektet klar i starten af 2021.