Hvidovre Kommunes Hjemmepleje begyndte i foråret 2024 at arbejde i faste teams i Hvidovre Nord.
Nu skal de gode erfaringer herfra bredes videre til borgere og medarbejdere i hjemmeplejedistrikt Vest. Her kommer Hjemmeplejen fra midten af september til at arbejde i faste teams, og modtagere af hjemmehjælp og/eller sygepleje i distrikt Vest får i disse dage et brev om den nye ordning.
Faste teams betyder, at det vil være den samme gruppe af 8-10 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, der arbejder sammen om at støtte, hjælpe og yde pleje til borgeren.
De faste teams kan trække på andre fagpersoner i kommunen, hvis der er behov for det. Det kan fx være demenskoordinator, pårørendekoordinator eller diætist.
Med de faste teams vil medarbejderne arbejde tættere sammen på tværs. På den måde styrker vi kvaliteten og fagligheden i arbejdet.
Erfaringen fra Hvidovre Nord er, at både borgere og medarbejdere oplever, at de faste teams er med til at give bedre sammenhæng og mere tryghed i hverdagen.
Hvidovre Kommunes hjemmepleje forventer, at faste teams vil blive indført i det sidste hjemmeplejedistrikt, Distrikt Syd, i starten af 2025. Modtagere af hjemmehjælp/sygepleje i dette distrikt vil også modtage et brev, når tiden nærmer sig for indførelsen af faste teams hos dem.