8. klasser kommer med input til Seniorvenlig By

Oktober |
Elever på tur med arkitekt Elever på tur med arkitekt

To 8. klasser fra Frydenhøjskolen bidrager i disse uger til Seniorvenlig By-projektet. I lighed med de 60-plussere, der har meldt sig til kursusforløbet "Gå til Byudvikling", lærer eleverne om forskellige redskaber til at arbejde med byudvikling. 
Onsdag den 2. oktober var de ude i byens rum - bl.a. ved Frihedens Butikscenter, Hvidovre Havn og Store Hus i Avedøre Stationsby, hvor de lavede observationer ud fra en række kriterier:
Er byrummet trygt?
Hvordan står det til med tilgængeligheden? Kan man bevæge sig rundt, hvis man er dårligt gående?
Kan man komme dertil med offentlig transport?
Er omgivelserne indbydende og rare at opholde sig i?
Er der steder at hvile sig - fx bænke?

Eleverne fulgtes med en arkitekt fra rådgiverfirmaet Grandville, som hjælper Hvidovre Kommune i Seniorvenlig By-projektet. De unges observationer førte til refleksioner over deres egne oplevelser af byens rum, og tanker om, hvordan det mon er at opholde sig og færdes dér som ældre.

Inputtet fra Frydenhøjskolens 8. klasser er en del af dataindsamlingen i Seniorvenlig By-projektet. Det vil indgå i det materiale, som i sidste ende skal bruges til at komme med bud på, hvordan Hvidovre kan indrettes til en endnu mere seniorvenlig by, som er god for alle generationer.