Kloakkerne i Hvidovre Kommune drives af HOFOR. Du skal kontakte HOFOR, hvis du ønsker at rapportere et problem med den offentlige kloak
Kontakt dit forsikringsselskab, hvis der er sket skade på din ejendom eller dine ejendele som følge af oversvømmelse med regnvand eller kloakvand.
I Hvidovre Kommune er vi i gang med at lave de planer, som skal bidrage til at skybrudssikre Hvidovre i fremtiden, og for at få et godt overblik og så mange data som muligt at arbejde ud fra, har vi brug for borgernes hjælp.
Alle der oplever oversvømmelser med regnvand i Hvidovre kan derfor melde ind via "Giv et Praj"-appen. Den bruges normalt af Vej & Park til, at borgere kan rapportere om f.eks. nedfaldne grene, fyldte skraldespande eller hærværk på skilte i byens rum, men nu kan du altså også melde ind, hvis du oplever oversvømmelser.
Den viden, som kommunen modtager, vil blive samlet og analyseret, og derefter blive brugt i de planer for håndtering af regnvand, som kommunen udarbejder i samarbejde med HOFOR. På den måde, kan vi sikre, at vi i fremtiden kan lede vandet væk eller bruge det på gode måder i vores by.
Når du oplever en oversvømmelse et sted, bruger du "Giv et Praj"-appen til at tage et foto af stedet med oversvømmelsen, klikker af ved "Oversvømmelse" og skriver hvor vandet kom fra og om der evt. er sket en skade.
"Giv et Praj"-appen er gratis og kan hentes både i Google Play og App Store. Man kan også give et praj via hjemmesiden borger.dk.