Erhvervslivet får større rolle i ny strategi for byens udvikling

juni |

Erhvervslivet er en vigtig del af det lokale fællesskab og spiller derfor en betydelig rolle i den fremtidige udvikling af Hvidovre. Det er baggrunden for, at de lokale virksomheder er tiltænkt en større rolle i den nye udvidede planstrategi, som netop er sendt i høring.

En planstrategi beskriver, hvordan politikerne ønsker, at kommunen skal udvikle sig fysisk hen over de næste mange år. Den nye strategi går dog et skridt videre og handler om mere end den fysiske byplanlægning, nemlig hvordan vi i fællesskab skal opnå de ønskede mål.

Den udvidede planstrategi bygger på Kommunalbestyrelsens nye vision, ”Der er VI i Hvidovre”, og har fået navnet ”Hvidovrestrategien”. Den indeholder syv overordnede ambitioner, og flere steder er det lokale erhvervsliv nævnt som en aktiv samarbejdspartner i arbejdet for at indfri ambitionerne.

Én af ambitionerne er dedikeret udelukkende til Hvidovres erhvervsliv og lyder: ”Vi skaber attraktive rammer for det lokale erhvervsliv og understøtter virksomhedernes bæredygtighedsambitioner og samarbejdet mellem virksomheder”.

I Hvidovre er der adgang til et stort, velud­dannet arbejdsudbud, nærhed til stærke forskningsinstitutioner, god infrastruktur og ikke mindst det unikke erhvervsområde Avedøre Holme – og alt sammen giver grobund for store ambitioner, lyder det i strategien.

- Det er allerede i dag et tæt samarbejde mellem virksomheder, kommunen og det lokale foreningsliv, men det vil vi gerne gøre endnu stærkere. Helt overordnet står det klart, at kommunen ikke kan finde løsningerne alene. I fremtiden kommer vi politikere, kommunens ansatte, borgere, foreninger, organisationer og erhvervsliv til at skulle arbejde mere sammen for at få skabt det Hvidovre, vi alle godt kunne tænke os, siger borgmester Anders Wolf Andresen, som derfor håber, at også de lokale virksomheder vil komme med kommentarer til Hvidovrestrategien, mens den er i høring.

De små erhvervsområder

I dag er en af udfordringerne for det lokale erhvervsliv, at flere mindre erhvervsområder planlægges omdannet til blandet bolig- og erhvervsområder. Det gør, at der bliver mindre plads til små og mellemstore virksomheder, som ellers er en vigtig del af lokalsamfundet.

Derfor ønsker politikerne med den nye strategi at udvikle byen uden at fortrænge virksomheder, serviceerhverv og arbejdsplad­ser fra kommunen. Det vil der fremover være et øget fokus på, når den fremtidige udvikling af Hvidovre planlægges.

- De små og mellemstore virksomheder er en stor del af vores lokale fællesskab. Mange af dem engagerer sig lokalt, tager et lokalt socialt ansvar og skaber både praktikpladser og lokale job. Derfor skal vi sørge for fortsat at have plads til dem, når vi udvikler vores by, siger Anders Wolf Andresen.

Et andet fokusområde er på Avedøre Holme, hvor der allerede i dag arbejdes med partnerskaber og symbioser for at nå målet om at gøre det til Danmarks grønneste erhvervsområde. Virksomhederne er visionære og er allerede i gang med at udvikle egne projekter, og der er et stort potentiale i at sikre et større symbiosesamarbejde på Avedøre Holme, står der i den nye strategi.

Hvidovrestrategien er i høring frem til den 22. august og kan læses på hvidovre.dk under høringer. Alle opfordres til at komme med input til strategien via høringsportalen.

 

 

FAKTA

De syv ambitioner i Hvidovrestrategien er inddelt i tre emner: Velfærd, fællesskaber og Byens udvikling:

Velfærd 

1: Vi skaber rammerne for trivsel, læring og udvikling for alle børn

2: Vi ser alle borgere som kompetente og har som mål, at alle kan leve et liv, der er så selvstændigt som muligt

3: Vi fremmer lighed i sundhed

 

Fællesskaber

4: Vi skaber gode muligheder for frivillige fællesskaber og aktivt medborgerskab

5: Vi skaber attraktive rammer for det lokale erhvervsliv og understøtter virksomhedernes bæredygtighedsambitioner og samarbejdet mellem virksomheder

 

Byens udvikling

6: Vi skaber en grøn by for fremtiden, hvor natur, klima, vækst, tryghed, infrastruktur, mobilitet og boligudvikling går hånd i hånd

7: Vi understøtter fællesskabet i en mangfoldig by og sikrer en balanceret by- og boligudvikling