Sommertræf: 15 anbefalinger til en grønnere fremtid

august |

Den grønne omstilling buldrer afsted, og virksomhederne i Hvidovre er med til at vise vejen. På årets festlige sommertræf for virksomheder, der løber af stablen den 4. september, sætter vi derfor strøm til Hvidovres virksomheder og har fokus på, hvordan lokale virksomheder er eller kan være med til at gøre en forskel i den grønne omstilling.

Blandt dagens talere er Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø hos Dansk Erhverv, som bl.a. præsenterer anbefalinger til, hvordan erhvervslivet kan blive mere bæredygtigt med grøn strøm. De 15 anbefalinger er udviklet i samarbejde med Green Power Denmark og er særligt relevante i en tid, hvor klimaforandringer og stigende energipriser presser virksomheder til at tænke grønt og handle hurtigt.

Men hvorfor er dette vigtigt for netop din virksomhed? Svaret ligger i de udfordringer, vi alle står overfor. Den grønne omstilling er ikke længere en fjern fremtidsvision – det er en nødvendighed for at bevare konkurrenceevnen og reducere CO2-udledningen.

Med de 15 anbefalinger fra Green Power Denmark og Dansk Erhverv kan du få indsigt i konkrete tiltag, der kan hjælpe din virksomhed med at reducere afhængigheden af sort energi, øge energieffektiviteten og sikre en stabil og omkostningseffektiv elforsyning.

Netværk og dialog

Dagens program byder også på indlæg af borgmester Anders Wolf Andresen og kommunaldirektør Jakob Thune, som vil give et indblik i Hvidovre Kommunes klimaarbejde og hvilke muligheder, det giver de lokale virksomheder.

Deltagerne kan også få inspiration fra den lokale virksomhed AH Lift, som fortæller om deres grønne initiativer, og så vil der selvfølgelig være rig mulighed for at netværke med andre lokale virksomheder, de lokale politikere, Hvidovre Erhvervsnetværk og Erhvervshus Hovedstaden.

Så tag del i debatten, bliv inspireret, og vær med til at sikre en grønnere fremtid for din virksomhed.

Sammen sætter vi grøn strøm til Hvidovre.

Arrangementet finder sted på Nordlund Vingård, Byvej 55, 2650 Hvidovre, onsdag den 4. september kl. 15:00 - 17:00.

Deltagelse er gratis for alle Hvidovres virksomheder, men kræver tilmelding.

Læs mere om årets Sommertræf og tilmeld dig her

 

De 15 Anbefalinger

Her kan du se en kort oversigt over de 15 anbefalinger fra Green Power Denmark og Dansk Erhverv, der kan gøre Danmarks virksomheder grønnere.

  1. Omlæg tilskudspuljer til et elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag: Erstat tunge tilskudspuljer med skattefradrag for at gøre det lettere for virksomheder at investere i grøn energi.
  2. Opret et elektrificerings- og energieffektiviseringsrejsehold til små og mellemstore virksomheder: Opret informations- og rådgivningsindsatser, der hjælper mindre virksomheder med at identificere energibesparelser.
  3. F&U-fradrag på 130 pct. Skal gøres permanent: Bevar det forhøjede fradrag for forskning og udvikling for at fremme udviklingen af grønne løsninger.
  4. Grøn omstilling af transportsektoren: Den offentlige sektor skal støtte den grønne omstilling af transportsektoren gennem grønne indkøb og investeringer.
  5. Moderne rammevilkår for elnettet: Modernisér elnettets regulering for at sikre nødvendige investeringer i udbygning og drift.
  6. Det grønne tillæg skal udmøntes: Sikr, at elnetselskaberne får de økonomiske rammer til at håndtere meromkostninger fra elektrificeringen.
  7. Transparens om rammer for samplacering af forbrug, produktion og direkte linjer: Skab klare regler for, hvornår virksomheder kan oprette egne elnet og direkte linjer.
  8. Mere fleksibelt elforbrug: Fremme et fleksibelt elforbrug, der kan medføre besparelser og støtte en effektiv udbygning af elnettet.
  9. Indfør en grøn behandlingsgaranti: Indfør en garanti, der sikrer hurtig godkendelse af vindmølle- og solcelleparker.
  10. Minimumsmålsætning for udbygning af vedvarende energi i kommunerne: Indfør minimumsmål for udbygning af vedvarende energi i kommunerne for at sikre hurtigere fremdrift.
  11. Rejsehold for vedvarende energi: Opret et rejsehold, der hjælper kommuner med behandling af projekter inden for vedvarende energi.
  12. Færre byrder og omkostninger for udvikling af vind og sol: Lemp administrative byrder og reducer omkostningerne for udvikling af vind- og solenergi.
  13. Accelerer udbygningen af havvind: Fremskynd løsninger og udbud, der sikrer hurtigere udbygning af havvindprojekter.
  14. Hurtig etablering af NEKST: NEKST (den nationale energikrisestab) bør etableres hurtigst muligt for at koordinere lovgivning og regler samt understøtte konkrete energiprojekter.
  15. Stabile rammevilkår for investeringer i vedvarende energi: Sikr forudsigelige og stabile rammevilkår for at fremme investeringer i vedvarende energi og undgå ændringer med tilbagevirkende kraft.

 

Læs de 15 anbefalinger her