Netværk skifter gear: Virksomhederne er ambitiøse

April |

Man kommer ikke sovende til at udvikle et af Danmarks største erhvervsområder. Men med stort engagement fra alle parter er der allerede opnået store og værdifulde resultater på Avedøre Holme i samarbejdet mellem virksomheder, Industri- og Grundejerforeningen og Hvidovre Kommune.

Senest er der sat gang i et samarbejde om at undersøge muligheden for en vandsymbiose på Avedøre Holme, hvor virksomheders vandforbrug kan suppleres af teknisk renset vand fra BIOFOS og dermed spare på det dyrebare drikkevand. Der arbejdes også fortsat for en øget biodiversitet i området, ligesom flere virksomheder er gået sammen for at undersøge mulighederne for at blive selvforsynende med vedvarende energi.

I en ny branding-gruppe bliver der set på, hvordan man kan udbrede kendskabet til netværket og få endnu flere virksomheder med, og her bidrager virksomhederne også med ideer engagement og erfaringer fra deres forskellige fagområdet.

En ny struktur

De seneste par år har netværkets møder og aktiviteter været faciliteret af BID Danmark, men nu skal der findes en ny struktur for partnerskabet, som kan sikre fremdrift i både de enkle og de mere komplicerede projekter. Det er planen, at den nye struktur stadig skal forankres i et samarbejde mellem Industri- og Grundejerforeningen på Avedøre Holme og kommunen, men den endelige form er endnu ikke på plads.

Den nye struktur skal tilpasses, så de virksomheder, der lejer sig ind i deres bygninger, bliver hørt på lige fod med dem, der ejer deres ejendom, ligesom den skal tage højde for virksomhedernes forskellige behov for udvikling af området.

I den nye samarbejdsform, vil Hvidovre Kommune fortsat deltage aktivt.

- Avedøre Holme er en vigtig del af Hvidovre Kommune, og der er et stort potentiale i at udvikle området til glæde for de mange virksomheder, der ligger her. Mange virksomheder har allerede i dag et stort fokus på den grønne omstilling og et ønske om at passe på miljøet og vores ressourcer, og ved at samarbejde om at opfylde de grønne ambitioner kan vi hurtigere komme nærmere målet om at gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde, understreger borgmester Anders Wolf Andresen

Den nye struktur for netværket ventes på plads inden årets udgang.

Netværksmøde med fokus på genbrug

På det næste netværksmøde bliver der sat fokus på genbrug af materialer og hvordan virksomhederne lokalt på Avedøre Holme kan genbruge nogle af hinandens restmaterialer. Her bliver resultatet af projektet ’Spirende Symbioser’ præsenteret – et projekt, der har sat fokus på syv lokale virksomhedernes mulighed for at genbruge restprodukter og finde kommercielle muligheder i mere cirkulære forretningsmodeller.

- Spirende Symbioser er et eksempel på, hvordan kommuner kan hjælpe med at skabe forbindelser mellem virksomheder, som hermed får mulighed for at forfølge deres grønne ambitioner og blive lokale rollemodeller, forklarer Dan Boding-Jensen fra virksomheden Econet, der har gennemført projektet med de syv virksomheder.

Netværksmødet bliver holdt onsdag den 29. maj kl. 15-16.30 hos Frelsens Hærs Sorteringscentral på Avedøre Holme – læs mere om mødet og tilmeld dig her.

 

Læs mere om netværket på Avedøre Holme her