Frugtbart samarbejde: Elever imponerede salgschef

Juni |
Billede af unge elever fra TEC på besøg hos virksomheden Lindab Billede af unge elever fra TEC på besøg hos virksomheden Lindab

En kreativ målport skabt ud af produkter fra ventilationsvirksomheden Lindab. Det var det synlige resultat af et spændende samarbejde mellem Lindab, uddannelsesinstitutionen TEC og Hvidovre Kommune.

Her havde eleverne i TECs 10. klasse fået til opgave at designe en målport til firmaløbet Holmestafetten, der skulle ”udstråle sejr” – og som primært skulle bestå af materialer fra Lindab. Designet skulle være kreativt og iøjnefaldende, men mindst lige så vigtigt var det, at konstruktionen skulle være sikker og stabil.

- Det har været sjovt at se, hvad eleverne har fået ud af vores produkter. De har virkelig arbejdet seriøst med opgaven, og jeg er meget imponeret over elevernes kreativitet og indsats. Så det kunne jeg bestemt godt forestille mig at gøre igen en anden gang, siger intern salgschef hos Lindab, Lars Stenberg Rosenkilde.

Det var Hvidovre Kommune, der faciliterede kontakten mellem Lindab og TEC. Sammen udarbejdede de rammerne for projektet, som altså blev at skabe målporten til Holmestafetten. Eleverne besøgte Lindabs produktion på Hammerholmen, fik udleveret materialelister og et budget, og så skulle de i små hold komme med deres løsningsforslag og bygge en model af deres port.

En dommerkomite bedømte forslagene, og valget fandt på en målport bygget af eleverne Silas, Victor og Mike. De var alle tre glade for samarbejdet med Lindab.

- Det var ret fedt at lave noget, som rent faktisk skal bruges i virkeligheden. Det gav ligesom lidt mere mening, lød det fra de tre unge, som stolte så til, da målporten blev indviet ved dette års Holmestafetten.

 

Silas, Victor og Mike stod bag vinderforslaget til målporten.

Og netop det, at resultatet af projektet har en konkret funktion, kunne lærerne mærke på elevernes tilgang til opgaven.

- Alle eleverne tog udfordringen op og gik engagerede til opgaven. Det har gjort en kæmpe forskel, at resultatet rent faktisk skulle bruges til noget, og det var en stor motivation for dem, fortæller faglærer Lennart Christopher Valencia Aarup fra TEC.

Han har sammen med uddannelsesleder Troels Jacobsen været primus motor på samarbejdet med Lindab, og TEC vil gerne have lignende samarbejder med andre Hvidovre-virksomheder.

- Man skal ikke underkende betydningen af denne type samarbejde, hvor eleverne er i direkte kontakt med virksomhederne. Det giver dem et bedre billede af, hvordan tingene fungerer i virkeligheden – og virksomhederne får også et indblik i, hvordan nutidens unge ser på deres fremtidige arbejdsliv. Så vi tror, at begge parter får noget ud af samarbejdet, siger Troels Jacobsen.

Faglærer Lennart Christopher Valencia Aarup og uddannelsesleder Troels Jacobsen ved Holmestafettens nye målport.

Og for Lindab var det da også spændende at møde eleverne og mærke deres engagement.

- Jeg var meget imponeret over elevernes tilgang til opgaven. Og så er det jo sjovt at møde de unge, der måske i fremtiden kan blive vores medarbejdere, siger Lars Stenberg Rosenkilde.

Har din virksomhed lyst til at høre mere om muligheden for et samarbejde med TEC, er du meget velkommen til at kontakte Troels Jacobsen på trj@tec.dk

Nedenfor kan du se flere billeder af tilblivelsen af målporten - fra idestadiet med elevernes modeller, til indvielsen ved borgmester Anders Wolf Andresen til dette års Holmestafetten: