For andet år i træk falder sagsbehandlingstiden på en byggeansøgning i Hvidovre. Flere års arbejde for aktivt at nedbringe sagsbehandlingstiden bærer nemlig frugt, og samtidig er det lykkedes at få ryddet op i et tidligere efterslæb af byggesagsbehandling.
Det betyder, at sagsbehandlingstiderne nu nærmer sig de mål, som Kommunernes Landsforening (KL) har sat for kommunernes byggesagsbehandling.
- Både jeg selv og udvalget er rigtigt glade for, at vi nu nærmer os KL’s servicemål for byggesagsbehandlingstider. Det har krævet en stor indsats i vores byggesagsafdeling de sidste to-tre år. Jeg forventer, at vi kan fortsætte det gode arbejde, så borgere og virksomheder oplever en god og effektiv behandling af deres byggeansøgning, siger Charlotte Munch, formand for By- og Planudvalget.
Det er bl.a. i byggesagsbehandling af etagebyggeri til erhverv og enfamilieshuse, at sagsbehandling for andet år i træk er faldet markant.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for etagebyggeri til erhverv er faldet fra 109 dage i 2021 til kun 38 dage i 2022 – det er markant lavere end KL’s servicemål på 55 dage.
For enfamilieshuse er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid faldet fra 53 dage til 46 dage, så den nu nærmer sig KL’s servicemål på 40 dage.
En del af årsagen til at sagsbehandlingstiden for enfamiliehuse fortsat forbedres er, at Hvidovre Kommune har fokus på at erstatte flere ældre byplanvedtægter med nye lokalplaner, som betyder, at behovet for dispensationer bliver mindre, og sagsbehandlingstiden derfor bliver kortere. En stor del af sagerne bliver typisk afsluttet på kortere tid end den gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Det betyder, at mange af ansøgningerne kan behandles som ”hurtigsager”.
Ud af de fem bygningskategorier er der sket et fald i sagsbehandlingstiden for de fire, mens den femte, etagebyggeri bolig, er steget. Det skyldes bl.a., at der for nylig er afgjort tre større byggesager, hvor sagsbehandlingstiden har været ekstra lang pga. sagernes kompleksitet samt behov for indhentning af yderligere materiale.
Hvidovre Kommune har de seneste år gennemført flere tiltag for at nedbringe sagsbehandlingstiden, bl.a. ved at forbedre informationen og forhåndsdialogen med ansøgere for at sikre, at kommunen modtager de rette oplysninger forud for sagsbehandlingen. Når ansøgningen så er modtaget, screenes den inden for få dage for hurtigt at kunne vurdere, om der mangler oplysninger i sagen. Gør der det, får ansøgeren hurtigt besked, så sagen ikke forsinkes unødigt.