Borgmesteren har ordet

August |

Kære virksomheder,

Så er der ikke længe til, at vi slår dørene op til dette års Sommertræf for Hvidovres virksomheder den 31. august, og jeg glæder mig til at se mange af jer!

Årets tema for Sommertræffet er ’mulighedernes kommune’, og det er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed. Hvidovre tilbyder nemlig en bred vifte af muligheder og faciliteter til både virksomheder og borgere – som mange af jer allerede kender til og benytter. Men vi kan måske godt blive endnu bedre til at bruge hinanden. Det sætter vi derfor fokus på til Sommertræffet, hvor der bliver rig mulighed for at netværke med andre Hvidovre-virksomheder, og hvor lokale virksomheder vil dele deres erfaringer med samarbejde med bl.a. lokale foreninger og uddannelsesinstitutioner. Jeg glæder mig meget til at mødes med jer der.

 

Samarbejde er i det hele taget vigtigt for udviklingen af vores by, for det er det, der kan få store visioner til at blive til virkelighed. Det ser vi fx på Avedøre Holme, hvor virksomheder er gået sammen med kommunen og grundejerforeningen om at udvikle området med fokus på bl.a. øget biodiversitet og grøn energi.

Det partnerskab har allerede bragt flere positive forandringer med sig, og visionen om at blive Danmarks grønneste erhvervsområde er godt på vej til at blive til virkelighed. Netop nu er flere virksomheder fx ved at undersøge muligheden for at blive selvforsynende med vedvarende energi – en helt fantastisk tanke! Der er heldigvis stadig plads til virksomheder, der vil med på vognen, og det kan du læse mere om i denne udgave er Erhvervsnyt.

Du kan også læse mere om vores store erhvervsmesse ’Mød en virksomhed’, som i år løber af stablen den 8. november. Her kan det lokale erhvervsliv og Hvidovres unge møde hinanden, og I virksomheder kan vise jeres erhverv frem for måske kommende medarbejdere. Det er altid en spændende dag, og den er et vigtigt element i vores arbejde med at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

 

For mit vedkommende byder den kommende tid bl.a. på forhandlinger om kommunens budget for de kommende år. Opgaven ser ud til at blive lidt sværere end først antaget, da skatteindtægterne viser sig at være væsentligt lavere end forventet, fordi vores bolig- og befolkningsudvikling sker langsommere, end vi havde forudset. Derudover ser vi ind i stigende udgifter på en lang række områder – som mange af jer sikkert også gør.

Er du nysgerrig på tallene, kan du se det samlede budgetmateriale på hvidovre.dk/budget.

 

Ellers vil jeg bare ønske god læselyst med denne udgave af Erhvervsnyt – og jeg håber, vi ses til Sommertræffet!

 

Venlig hilsen

Borgmester Anders Wolf Andresen