Der var mange gode råd om affaldssortering, da Hvidovre Kommune for nylig havde inviteret alle byens virksomheder til et temamøde om nye affaldsregler.
Tæt på 80 virksomheder havde taget imod invitationen om at blive klogere på, hvad de nye nationale regler om mere affaldssortering i virksomhederne får af konsekvenser.
Reglerne træder i kraft ved årsskiftet og betyder, at vi nu også skal sortere vores affald på arbejdspladsen i de samme 10 typer, som vi kender fra vores private hjem.
Men det behøver ikke at være raketvidenskab at indføre den nye affaldsordning. Det handler først om fremmest om at tænke sig om, lød det fra Dan Boding-Jensen fra virksomheden Econet på mødet.
Econet rådgiver virksomheder inden for affalds- og ressourceområdet, bl.a. ved at kortlægge deres affaldsstrømme og finde ud af, hvilken form for affald der bliver produceret, i hvor store mængder og hvor henne. Når først fakta er på plads, er det nemlig nemmere at finde ud af, hvilke affaldsbeholdere virksomheden har behov for, og hvor de skal stå.
På mødet fortalte to lokale virksomheder, Hvidovre El og Dansk Stillads Service, om de affaldsløsninger, de har implementeret i deres virksomheder.
Hos Hvidovre El har de fx lavet en trailerløsning med de nødvendige beholdere, som kan hægtes på varebilerne, når de kører ud på opgaver. Det sikrer en lettere sortering af affaldet, og traileren kan køres direkte på genbrugsstationen, hvor beholderne kan tømmes i de rette containere:
Hos Dansk Stillads Service har de med diskret nudging og vejledning fået de indledningsvist modvillige stilladsarbejdere til at sortere affaldet ved at opstille rigeligt med affaldsspande, så det var nemt for medarbejderne at komme affaldet i de rigtige beholdere – og dermed vænnede sig til at sortere deres skrald.
Det er Hvidovre Kommune, der som tilsynsmyndighed skal tjekke, om de nye affaldsregler bliver overholdt. På et tilsyn tjekkes bl.a., om virksomheden har de nødvendige affaldsbeholdere og om de er overfyldte. Der følges også op på, om affaldet sorteres korrekt, og om der er indgået aftale med affaldsindsamlere om at få hentet affaldet – det er nemlig virksomhederne selv, der skal sørge for, at affaldet bliver hentet.
Hvidovre Kommune er på vej med en affaldsordning for mindre virksomheder, som de kan tilmelde sig, hvis de har en affaldsmængde, som svarer til en normal husstand (se diagram nederst på siden). Ordningen skal først politisk godkendes, men den kommer til at ligne den almindelige ordning for husstande, hvor der hentes affald fra de 10 lovpligtige fraktioner. Prisen for ordningen skal følge markedsprisen, men ventes at ligge i omegnen af 3.460 kroner om året.
Når ordningen er endeligt på plads, kan du læse mere om den på hvidovre.dk.
Virksomhederne i Hvidovre frembringer ca. 225.000 ton affald om året, og de er derfor en vigtig brik i arbejdet med at få mere affald genanvendt i kommunen.
Derfor har kommunen også fokus på virksomhedernes affald og ressourcer – for affald er nemlig en ressource, der er spildt. Vi skal bare forstå at genanvende det rigtigt, lød det bl.a. fra formanden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, Kristina Young, ved affaldsmødet.
- Og jeg ved godt, at nye krav og regler kan virke besværlige. Men det giver mening i det store billede. Jeg tror på, at vi med en fælles indsats kan gøre en forskel og for alvor sætte skub i den grønne omstilling. Og det er altså nødvendigt, hvis vi vil passe på vores klode, vores ressourcer og dermed vores fremtid, sagde hun i sin tale til virksomheder, som hun også takkede for deres fremmøde og interesse for de nye regler.
Du kan også læse mere om de nye affaldsregler på hvidovre.dk eller på Miljøstyrelsens hjemmeside, mst.dk.
Gennemsnitlige mængder affald i en alm. husstand i Hvidovre. Kilde: Hvidovre Kommune