Med udgangen af 2022 skal alle virksomheder sortere husholdningslignende affald efter de samme principper som private husholdninger. På den måde får vi sorteret endnu mere affald– også når vi er på arbejde.
Men hvad er så husholdningslignende affald? Det er typisk affald, der minder om affald fra private husholdninger. I alt er der tale om 10 typer af affald: mad-, papir-, pap-, glas-, metal-, plast-, mad- og drikkekarton, farligt affald og restaffald. I løbet af 2023 skal tekstilaffald også sorteres.
Alle de typer affald skal fremover sorteres for sig, og kravene gælder alle virksomheder. Enkeltmandvirksomheder på hjemadressen med samme typer og mængder af affald som en husholdning kan dog omfattes af den kommunale indsamlingsordning.
Har jeres virksomhed produktionsaffald, skal I også stadig sortere den del af jeres affald efter de krav, der allerede gælder. Produktions- og husholdningslignende affald må dog gerne blandes i samme spand og container, hvis materialet er det samme (fx pap, metal, plast). Det eneste krav er, at alt affald sorteres, uanset hvor på arbejdspladsen, det opstår (fx lager, produktion, kontor eller kantine).
- Ved at sortere endnu mere af vores affald kan vi sikre, at affaldet bliver behandlet miljømæssigt korrekt, og at vi genbruger mest muligt affald. Det vil nok kræve en ændring i mange af vores affaldsvaner på arbejdspladsen, og der bliver nok en indkøringsperiode, hvor vi alle skal vænne os til de nye regler. Derfor står vi også klar med råd og vejledning, så vi kan hjælpe virksomhederne bedst muligt i gang, siger Charlotte Frische Münter, chef for Klima og Miljø i Hvidovre Kommune.
Det er virksomhedens eget ansvar at sikre en aftale med en affaldsindsamler. Miljøstyrelsen har samlet en række tips til dialogen med jeres affaldsindsamler – dem kan du se her. Hos Energistyrelsen kan du få hjælp til at finde en godkendt affaldsindsamler.
Virksomheder kan også gå sammen og få en fælles aftale med en affaldsindsamler, hvilket giver både miljømæssige og økonomiske fordele. Fx har en række virksomheder på Jernholmen og Hammerholmen på Avedøre Holme allerede indgået en fælles aftale med en affaldsindsamler, som virksomhederne på Avedøre Holme kan tilslutte sig. Interesserede virksomheder kan kontakte Kim Baltzer fra Delitaste på tlf. 4097 8050.
En god og let løsning er at bruge genbrugspladsen på Avedøre Holme, som virksomhederne også altid kan benytte – se åbningstider og regler her. Her er der ved årsskiftet kommer nye priser og ny betalingsmetode, så man fremover betaler via sin erhvervsnummerplade.
Der er desuden en ny ordning på vej, hvor mindre virksomheder, der kun har affald svarende til en husholdning, kan vælge at bruge kommunens affaldsindsamling, men rammerne for den er endnu ikke på plads. Når der er en afklaring af reglerne, vil Hvidovre Kommune tilrette erhvervsaffaldsregulativet og oplyse virksomhederne om det.
Har din virksomhed spørgsmål om affald eller andre miljøforhold kan I sende det til miljø-postkassen miljo@hvidovre.dk
Du kan også finde masser af gode informationer og materialer om affaldssortering på Miljøstyrelsens hjemmeside – lige til at printe ud og hænge op i virksomheden.
Det er et lovkrav, at alle virksomheder skal affaldssortere. Så hvis en virksomhed ikke gør det, kan kommunen udstede et påbud om, at den skal sortere. I yderste konsekvens risikerer virksomheden at blive politianmeldt.