Kort nyt

December |

Forslag til nye affaldsregler i høring

Politikerne i Teknik- og miljøudvalget ar besluttet at sende forslaget til et nyt affaldsregulativ i høring. For erhvervsaffald er der foreslået en række ændringer, blandt andet at virksomhederne fremover selv er ansvarlige for at sortere madaffald fra til genanvendelse. Virksomhederne skal derfor indgå aftaler med indsamlingsvirksomheder om afhentning af affaldet.

Forslag til affaldsregulativerne er i offentlig høring frem til den 24. januar 2022.

Læs mere om forslag til nye affaldsregulativer her

 

Undgå greenwashing

Hvordan fortæller du om din virksomheds gode klimatiltag uden at ’greenwashe’ aktiviteterne – altså gøre dem og virksomheden grønnere, end de egentlig er?

Det kan du få svaret på i det gratis webinar ”Greenwashing og bæredygtig branding”, som Erhvervs Hovedstaden udbyder den 20. december 2021 kl. 15.00-15.30. Webinaret er en introduktion til begrebet greenwashing og en guide til, hvor man bedst kommunikerer sin bæredygtighed til kunder og omverdenen uden at brænde fingrene.

Læs mere og tilmeld dig webinaret her

 

Samarbejde skaber en levende bymidte

Hvis man i disse dage handler i de lokale butikker i Hvidovre Bymidte, så vil man blive mødt af fint dekorerede juletræer foran mange af butikkerne. Træerne er betalt af kommunen, opstillet af lokale spejdere, og pyntet af borgere og børn fra lokale daginstitutioner.

Bag tiltaget står Erhvervssamarbejdet Hvidovre Bymidte, som er et samarbejde mellem de lokale butikker og Hvidovre Kommune, og cirka 40 butikker er med. Tidligere er der også afholdt et velbesøgt Halloween-arrangement med optog og bogstavsjagt, hvor lokale daginstitutioner havde udskåret flotte græskar, der pyntede foran butikkerne.

Jule- og halloween-arrangementerne er blot de første af forhåbentlig mange aktiviteter, som skal være med til at skabe nyt liv i bymidten.

- Vi har alle en interesse i at have et stærkt lokalt butiksliv, for det er med til at skabe liv i byen. Det kan virkelig noget, når lokale erhvervsdrivende, kommunen og borgere går sammen om at udvikle vores by, for det er med til at skabe lokalt ejerskab og langtidsholdbare løsninger, siger Hvidovres borgmester, Helle Adelborg.

Det lokale samarbejde bliver faciliteret af BIDdanmark. BID står for Business Improvement District og går i korte træk ud på, at det lokale erhvervsliv går sammen med både det offentlige, foreninger og borgere – og i fællesskab tænker kreative tanker og udvikler byen.

 

Gratis hjælp til at købe grønt

Vil din virksomhed gerne blive endnu bedre til grønne indkøb? Så er der gratis hjælp at hente fra Miljøstyrelsens Rejsehold for Grønne og Cirkulære Indkøb. De tilbyder nemlig gratis én-til-én vejledning for virksomheder, som tager udgangspunkt i virksomhedens egne behov og ambitioner.

Vejledningen tager cirka en halv dag, hvor der er plads til at tale om konkrete miljø-problemstillinger relateret til virksomhedens indkøb. Så hvis man som virksomhed vil slå et slag for den grønne omstilling eller blot er nysgerrig på, hvordan man strategisk implementerer bæredygtighed i den daglige drift, så læs mere om den gratis vejledning om miljøvenlige indkøb her

 

Sagsbehandlingstid er faldet markant

Det er blevet langt hurtigere at få behandlet sin byggesag i Hvidovre Kommune. Det viser de seneste tal på området. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er blandt andet faldet drastisk for Industri- og lagerbygninger i forhold til sidste år – fra et gennemsnit på 483 dage i 2020 til et gennemsnit på 28 dage i år (for månederne januar-august). For etagebyggeri til erhverv er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid faldet fra 333 dage i 2020 til kun 127 dage i år til og med august.

I den seneste tid er der ellers offentliggjort forskellige undersøgelser, der viser en længere sagsbehandlingstid i Hvidovre. Undersøgelserne giver dog ikke et retvisende billede af den nuværende situation, da de bygger på tal fra sidste år. Og siden da er sagsbehandlingstiden på byggesager i Hvidovre altså faldet markant.