En krise kan ramme alle virksomheder. Om det er corona, momsgæld, leveringsudfordringer eller noget helt fjerde, så er det ikke altid nemt at se en løsning. Men der er hjælp at hente. Early Warning er et gratis, fortroligt og uvildigt tilbud til virksomhedsejere, som oplever modgang i virksomheden og gerne vil gøre noget ved det.
Early Warning er et netværk af mere end 130 erfarne erhvervsfolk, som er vant til at hjælpe virksomhedsejere. Siden 2007 har de hjulpet over 7.000 virksomheder godt videre, men de er klar til at hjælpe endnu flere - før det er for sent.
- Hvad end der holder dig vågen om natten - om det er manglende omsætning, udskydelse af skat og moms, sygdom eller stress eller bekymringer om fremtiden, så er vi klar til at hjælpe dig. Tag fat i os allerede i dag og kom sikkert videre, lyder det fra Early Warning.
Helt konkret vil man som virksomhed blive tilbudt et telefonmøde, hvor man sammen med en konsulent får dannet et overblik over virksomhedens situation samt mulige indsatser og løsninger. Ofte vil man blive tilbudt personlig rådgivning af en af Early Warnings frivillige erhvervsfolk matchet til virksomheden ud fra kemi og erhvervsmæssig erfaring.
Early Warning har hjulpet virksomheder godt videre i 14 år, og halvdelen af de hjulpne virksomheder har fået vendt modgang til medgang.
Early Warning kan fx hjælpe med:
Early Warning består af 11 konsulenter, 20 insolvensadvokater og over 130 frivillige rådgivere – langt de fleste med mange års erfaringer med egen virksomhed. De frivillige rådgivere har alle valgt at stille sig gratis til rådighed for virksomheder, der oplever modgang.
Early Warning er et projekt forankret i de seks tværkommunale Erhvervshuse, herunder Erhvervshus Hovedstaden. Projektet finansieres af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Mange virksomheder har allerede fået rigtig god gavn af rådgivernes hjælp. En af dem er Piranya Software. Virksomheden havde egentlig en forrygende vækst, men en momsgæld hobede sig op og skubbede det unge softwarefirma på katastrofekurs.
- Det gik jo strygende med udviklingen af platformen, men momsregningerne byggede sig op. Vi brugte jo de penge, vi fik ind, til at hyre folk for, i stedet for at sætte penge af til at betale moms, det var en negativ spiral, fortæller Anders Lønstrup, der er den ene af tre ejere af Piranya Software i Aalborg.
Virksomhedens gæld til skat blev fordoblet hvert kvartal. Og selv om virksomheden fik lov af Skat til at betale i afdrag, ændrede det ikke ved, at de ubetalte momsregninger hobede sig op. Derfor tog ejerne kontakt til Early Warning, og de to erfarne Early Warning-frivillige fik åbnet ejernes øjne for de nødvendige forandringer: Omkostningerne skulle bremses helt op.
Det betød, at de tre ejere måtte undvære løn i tre måneder. Virksomheden skar ned og blev seks mand i stedet for at være ni. Men i dag, et års tid efter forløbet, er virksomheden vokset endnu mere, og der er orden i strukturer og økonomi, så medarbejderstaben tæller 14 i alt.
Blandt de øvrige tiltag, der blev aftalt med de Early Warning-frivillige, var at insource telemarketing fra et eksternt bureau og få en struktur med blandt andet ugentlige opfølgninger på aktiviteter og salgsbudgetter.
- Early Warning-forløbet har i den grad hjulpet os med struktur, processer, rekruttering osv. og jeg kan kun anbefale andre, som er på vej i krise, at få fingeren ud og kontakte dem, siger Anders Lønstrup.