Kommunen kan tilbyde dig forskellige muligheder for hjælp til bolig, hvis du har et særligt behov for praktisk og personlig hjælp. Det kræver dog at du har en betydelig og varig funktionsnedsættelse.
De forskellige typer for boliger bevilges efter Serviceloven. Læs mere om dine muligheder herunder. I højre side kan du finde kontaktoplysninger til Visitationen, som kan hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til dine muligheder for hjælp til bolig.
Du kan søge om en ældre- og handicapbolig, hvis du har et betydeligt og varigt nedsat funktionsniveau og har et vist behov for praktisk bistand og personlig pleje. Tildelingen af en bolig vil ligeledes basere sig på en vurdering af, at det ikke er muligt at indrette din nuværende bolig hensigtsmæssigt i forhold til dine behov og funktionsnedsættelser.
Tildeling af en ældre- og handicapbolig sker på baggrund af kommunens konkrete og individuelle vurdering af dit behov for en sådan bolig. Dette kan være aktuelt, hvis du eksempelvis benytter pladskrævende hjælpemidler, der betyder, at du kun vanskeligt kan benytte din nuværende bolig. Ældre- og handicapboligen er indrettet særligt til ældre og handicappede og har plads til kørestol og andre hjælpemidler. Din partner eller ægtefælle kan flytte ind i din nye bolig sammen med dig.
OBS. Har du bare behov for en bolig som er let tilgængelig, så skal du kontakte borgerservice og benytte dig af den almindelige almene boliganvisning. Ældre- og handicapboliger kan kun visiteres til borgere med varigt nedsat funktionsniveau og har behov for praktisk bistand og personlig pleje.
Når vi har modtaget din ansøgning:
I Hvidovre Kommune har vi følgende boliger til rådighed:
Når din ansøgning om bolig er godkendt af kommunen, har du ret til frit at vælge hvilken ældre- og handicapbolig du vil bo i.
Det betyder, at du frit kan vælge at bo i en bestemt kommune, bebyggelse eller i en bestemt bolig, uanset hvor boligen ligger. Når du vælger en bolig efter reglerne om frit valg af ældre- og handicapbolig, kommer du på venteliste til den ønskede bolig i den kommune, hvor boligen er beliggende.
Hvis du vælger en bolig i en anden kommune, skal betingelserne for anvisning af boligen være opfyldt både i din bopælskommune og i din tilflytningskommune. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at borgere fra andre kommuner midlertidigt ikke kan optages på venteliste, af hensyn til forpligtelsen til at sikre boliger til kommunens egne borgere.
Du har krav på at blive optaget på venteliste, når du ønsker at flytte til kommunen af en række nærmere fastsatte grunde, herunder f.eks. for at bevare tæt kontakt til dine nære pårørende i tilflytningskommunen.
På et plejehjem kan du modtage støtte døgnet rundt alle ugens dage. Støtten tildeles og tilrettelægges på baggrund af en individuel helhedsvurdering af dine fysiske, psykiske og sociale behov og ressourcer. Indsatserne på plejehjemmene i Hvidovre Kommune tilrettelægges, som øvrige tilbud i kommunen, med et rehabiliterende sigte. Det er en forventning til dig, som beboer i en plejebolig, at du bidrager til gennemførslen af den praktiske hjælp og personlige pleje som du får hjælp til i dagligdagen.
I Hvidovre Kommune har vi følgende boliger til rådighed:
Ønsker du at søge plejebolig på alle plejehjemmene i Hvidovre kommune, skrives du op på den generelle venteliste. Dette betyder, at du skal tilbydes plejebolig senest to måneder fra godkendelsesdato. Boligen skal være indflytningsklar senest to uger efter udløbet af to-måneders fristen.
Hvis du afslår et tilbud om en plejebolig, påbegyndes en ny to-måneders periode før næste tilbud om plejebolig vil blive givet.
Ønsker du at søge bolig på et bestemt plejehjem, skrives du på den specifikke venteliste. Det betyder du bliver tilbudt en bolig hurtigst muligt, men at du ikke er omfattet af to-måneders garantien.
Din ægtefælle kan, hvis I ønsker det, flytte sammen med dig som medfølgende ægtefælle. I tilfælde af at den af jer, der har behov for plejebolig, falder bort inden indflytning i plejeboligen, bortfalder mulighed for indflytningen i plejeboligen for den medfølgende ægtefælle.
Når du er godkendt til en plejebolig, kan du frit vælge, hvor du ønsker at bo, og om du ønsker at bo i en af kommunens boliger eller i en anden kommune. Hvis du søger plejebolig i en anden kommune, skal tilflytningskommunen også vurdere, om du kan godkendes til plejebolig i tilflytningskommunen. Du vil således kunne opleve, at du godkendes til en plejebolig, i Hvidovre Kommune, men at en anden kommune ikke godkender dig til plejebolig. Du kan vælge mellem et botilbud efter servicelovens §108 og §192. Det er en betingelse at det botilbud, du ønsker, er egnet og tilgodeser dine behov. Det ønskede botilbud eller eller ønskede plejebolig skal desuden fremgå af Tilbudsportalen og må ikke være væsentlige dyrere end det tilbud kommunen vurderer, kan tilgodese dine behov.
Når vi har modtaget din ansøgning:
Bofællesskaberne i Hvidovre Kommune har ca. 50 beboere og har til huse i lejligheder eller villaer.
Til hvert bofællesskab er der knyttet pædagoger, som støtter beboerne i dagligdagen.
Hvis du gerne vil bo i et af bofællesskaberne, kan du henvende dig til din sagsbehandler i Handicap og Psykiatri.
Du kan læse mere om Hvidovre Kommunes bofællesskaber her:
Er din bolig blevet uhensigtsmæssig på grund af din nedsatte funktionsevne, kan du søge Hvidovre Kommune om støtte til at få foretaget boligændringer. Formålet med at bevilge boligændringer er at give dig mulighed for at fungere og blive i eget hjem.
Hvidovre Kommune kan yde hjælp til indretning af din bolig, hvis du har varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det kan ske, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for dig. Det kan eksempelvis være opsætning af greb, fjernelse af dørtrin eller mere omfattende ændringer.
Udgangspunktet er altid mindre ændringer af boligen - hvad enten det er en ejer - eller en lejebolig.
I enkelte tilfælde kan der være tale om hjælp til at opføre en mindre tilbygning til ejerboligen, hvis det er eneste mulighed for, at du kan blive i dit hjem. Boligskift kan også komme på tale.
Hvidovre Kommune yder ikke hjælp til almindelig istandsættelse og vedligeholdelse som for eksempel omlægning af fliser og udskiftning af vandhaner.
På denne side kan du læse om kommunens tilsynspolitik, læse om de forskellige typer af tilsyn samt finde tilsynsrapporterne for plejehjemmene i Hvidovre Kommune:
Tilsynsrapporter for sundheds- og ældreområdet (hvidovre.dk)