Hvidovre en af de kommuner i Danmark med flest støjplagede boliger, og kommunen arbejder målrettet på at reducere støjniveauet i hele kommunen.
Men der er også flere ting, du selv kan gøre for at dæmpe fx trafikstøj i din bolig. Det vil aldrig være muligt at stoppe al støjen, men det er muligt at dæmpe den så meget, at generne mindskes mærkbart.
Trafikstøj kan trænge ind i boligen gennem enhver åbning, revne og sprække og gennem fladerne i vægge, lofter og vinduer.
På siden her har vi samlet nogle gode råd og links til bl.a. Rolig Bolig, der har samlet viden og løsninger til forskellige former for støjdæmpning.
Udover at reducere støjen udefra, kan du også undersøge, om du kan ændre lidt på indretningen af din bolig for at reducere støjgenerne.
Det vigtigste i forhold til støjgenen i din bolig er soveværelset, da forstyrrelse af nattesøvn er særlig problematisk. Måske kan du med fordel ændre på placeringen, brugen og indretningen af rummene i din bolig, så soveværelser vender mod den mest stille facade?
I dag er mange danske hjem desuden indrettet med en åben planløsning, rum i åben forbindelse, hårde overflade og sparsomt møblement. Med denne indretning er der stor risiko for, at lydene i din bolig bliver til støj.
Ved at forbedre boligens akustiske forhold indendørs kan du også reducere støjen, som kommer udefra og ind i boligen. Støjniveauet og lyden i boligen bliver således mindre skarp, end når der er dårlig akustik i boligen.
Man kan fx forbedre rumakustikken ved at indsætte lydabsorberende materialer i hjemmet.
Boligens vinduer er vigtige, når det kommer til lydisolering mod udefrakommende støj.
Størstedelen af fx trafikstøj kommer som regel ind i boligen igennem vinduerne, og vinduer er derfor centrale for støjen. Der er helt op til 20 dB forskel på, hvor godt en vinduesløsning dæmper støjen. Til sammenligning vil en reduktion på 10 dB føles som en halvering af støjen, så der er noget at komme efter.
Læs mere om vinduer og de mange løsninger for støjdæmpning her (nyt vindue)
Facader kan have stor betydning for, hvor højt et støjniveau der opleves inde i boligen. Vinduerne er afgørende, men der kan også være andre dele af facaden, som kan forbedres.
Læs mere om muligheden for at støjsikre facaderne her (nyt vindue)
Nabostøj kan være generende, men man kan med forskellige tiltag reducere nabostøjen ved at lydisolere konstruktionerne mellem boligerne.
Forbedring af lydisolationen kan fx ske ved etablering af nye underlofter, gulve og forsatsvægge.
Altaner kan have en lyddæmpende effekt, da de kan anvendes til at skærme facaden fra støj. Man kan også støjskærme opholdsarealet på selve altanen, så man opnår et mere attraktivt uderum.
Inddragelse af altanløsninger i støjdæmpningen afhænger naturligvis i høj grad af, om boligen allerede har en altan. Med en eksisterende altan kan støjdæmpende løsninger ofte relativt let og billigt integreres. Omvendt vil det indebære en anden økonomisk indsats, hvis der skal etableres helt nye altaner på en eksisterende ejendom.
Læs mere om mulighederne for støjdæmpende altanmuligheder her (nyt vindue)
For alle, der bor i nærheden af en motorvej eller andre store veje, kan støjen føles altoverskyggende. Men der er forskellige tiltag, der kan afhjælpe støjen, så man stadig kan nyde sin have og udearealer.
I projektet Rolig Have har en bred partnerkreds undersøgt effekten af at sætte støjhegn op i lokale haver. Formålet har været at skabe mindre, afgrænsede områder i haverne, hvor støjen er væsentligt reduceret.
Forsøgene har vist, at støjhegn i lokale haver kan dæmpe støjen mærkbart og være med til at skabe små rolige opholdskroge. Støjhegnene kan ikke fjerne støjen, men de kan dæmpe den, så støjen opleves anderledes og, i de fleste tilfælde, som mere behagelig.
I forsøgene blev der opnået en støjreduktion på helt op til 7,4 dB for de mest effektive opstillinger.
Hvis man står overfor at etablere et støjhegn, eller er nysgerrig på, hvad skal der skal til for at det bliver en succes, så har Rolig Have samlet en række parametre, der har indflydelse på støjhegnets effekt: