Asbesttage

Luk alle
Åbn alle

Hvis du skal renovere dit hus og udskifte det gamle tagpap, bølge- eller skiffereternittag, så skal du være opmærksom på, at der kan være asbest i. 

Tagpladerne har et nummer på forsiden, som angiver om de indeholder asbest. Er huset bygget  eller renoveret efter 1920 og frem til 1988, kan der være asbest i. I perioden 1984-1988 blev der produceret eternittagplader både med og uden asbest.

Når du arbejder med asbest, kan der komme støv. Asbeststøv indeholder små partikler, som kan trænge ned i lungerne og sætte sig fast. Hvis du udsættes for asbeststøv, kan der være risiko for, at du udvikler asbestose og forskellige former for lunge- og mavetarmkræft. Fx. Lungehindekræft.

Før du accepterer et tilbud fra et tagrensefirma, skal du sikre dig, at firmaet anvender godkendt udstyr. Spørg, om udstyret er godkendt, og bed om at få dispensationen at se. En kopi af dispensationen skal altid følge det godkendte udstyr.

Højtryksspuling af asbesttage er forbudt, men Arbejdstilsynet har mulighed for at give en dispensation, når leverandøren af udstyret kan godtgøre, at man kan rense, så der kun kommer en minimal mængde af støv, og at spulevandet bliver filtreret.

Eneste ikke-godkendt udstyr, du må bruge, er en blød børste og en vandslange.

Du må gerne selv fjerne eternittagplader med asbest fra dit hus til og med 31. december 2024, men Arbejdstilsynet fraråder dette.

Skal du udskifte dit asbestholdige tag, så skal det ske forsigtigt, så du undgår spredning af asbestfibre i omgivelserne.

Taget skal først vandes og herefter skal hver enkelt eternitplade løsnes og skrues fri og tages ned i hel tilstand. Pladerne må ikke smides ned fra taget eller på anden måde ødelægges, for går de i stykker vil der frigives asbestfibre til omgivelserne.

De hele plader skal efter nedtagning emballeres med 2 lag plast. Det er muligt at hente plast til emballering på Hvidovre Genbrugsplads.

Vær opmærksom på plader  der er porøse og smuldrer. Skiffereternitplader kan være limet fast, så de ikke kan skues af, men må brækkes af lægterne. 

Knækkede plader og rester skal fugtes med vand inden de forsigtig lægges i to lag klare plastsække markeret med ASBEST.

Mos og løse partikler opsamlet i tagrender skal også fugtes, fjernes og behandles på samme måde som støvende asbest.

Husk at farligt affald altid skal anmeldes til kommunen på forhånd uanset mængder, jf. afsnittet anmeldelse af asbestaffald, og at du max. må afleveres 100 kg. asbestplader pr. dag på genbrugspladsen.

Arbejdstilsynets regler angiver, at der skal foretages rengøring af taglægter, tagspær og loftisolering når arbejdet er afsluttet.

Reglerne for arbejde med asbestholdige materialer findes på Arbejdstilsynets hjemmeside og på asbest-huset.dk Reglerne skal overholdes, også af privatpersoner.

Kommunen anbefaler, at alt arbejde med at fjerne asbestholdige tage, udføres af en virksomhed med uddannet personale.

Fra 1. januar 2025 er det et krav, at firmaer, som fjerner asbestholdige materialer, skal have en autorisation hos Sikkerhedsstyrelsen.

Inden du begynder at rense dit tag, skal du anmelde arbejdet til kommunen 14 dage inden arbejdet påbegyndes på Hvidovre Kommunes hjemmeside (Nyt vindue).

Vi skal vide, hvor arbejdet skal foregå, hvor lang tid det tager at rense eller nedtage taget, og hvilke forholdsregler du tager for at minimere støv og støjgener.

Du kan ringe til Arbejdstilsynet på telefon nummer 7012 1288, hvis du har spørgsmål til reglerne.

Hvis du har spørgsmål til reglerne omkring anmeldelse af midlertidig aktivitet eller om bortskaffelse af asbestaffald, kan du kontakte kommunen på telefon nummer 3639 3639.

Ansvar ved asbestforurening

Hvis der sker forurening med asbest på din ejendom eller hos dine naboer under arbejdet, kan du som bygherre drages til ansvar. Det er derfor vigtigt, at du fremover at benytter et autoriseret firma til at fjerne asbest fra din ejendom.

Typisk har man benyttet asbest i tagpap, i skifer- og bølgeeternittagplader, i sålbænke og beklædningsplader i eternit. Indendørs kan der forekomme asbest i visse typer loftplader og i vægplader (fx bagved en brænde- eller kakkelovn), i fliseklæber bag klinker, samt i isoleringsmateriale til vandrør, vandvarmere og varmtvandsbeholdere. Derudover kan der være asbest i isoleringen i visse typer stålskorstene og sågar i gamle pengeskabe. Magnesit- og terrazzogulve kan indeholde asbest indstøbt i cement. Klæber i tagpap, vinyl og linoleum af ældre dato kan også indeholde asbest.

Asbestaffald som kan støve - f.eks. asbeststøv, filtre, bløde lofts- og vægplader mm. skal opbevares befugtet i egnet lukket, tæt emballage, fx. to lag klar plast. Emballage skal mærkes Asbest.

Asbestaffald skal afleveres til:

AV Miljø
Avedøreholmen 97
2650 Hvidovre
Telefon nummer 3677 1599

Hele eternitplader og mindre mængder asbestaffald kan afleveres på Genbrugspladsen , når det er pakket ind i dobbelt lag plast. Plastposer til opbevaring kan forinden fås ved henvendelse på pladsen.

Asbestaffald skal anmeldes til kommunen uanset mængder. Det gælder også når du skal nedtage eller renovere dit tag. Anmeldelsen skal ske 14 dage, før du begynder. Anmeldelsen skal ske på bygningsaffald.dk.

Borgere må gerne aflevere asbestaffald, der er embaleret korrekt på Hvidovre Genburgsplads. Der må dog kun afleveres max. 100 kg om dagen.

Arbejde med asbest hører også til under Arbejdstilsynets regler, og disse regler gælder både for virksomheder og for privatpersoners håndtering af asbestholdige materialer. Læs mere på Arbejdstilsynets hjemmeside (nyt vindue) og Asbest-huset.dk (nyt vindue)

Asbestarbejde skal anmeldes på Arbejdstilsynets hjemmeside (nyt vindue)  eller via virk.dk. Private skal også anmelde asbestarbejdet. Spørgsmål kan stilles til Abrejdstilsynet på at@at.dk